<p>- Brand Manager</p>
Kristian Zacho
Kristian Zacho

- Brand Manager

Guide til kaffetyper på kaffemenuen

Når tjeneren tager baristakasketten på, giver det serviceniveauet et nøk op. Med et indgående kendskab til kaffevarianter kan du opgradere kaffesortimentet og friste dine kunder med nye kaffetyper. Samtidig vil det imponere kunderne, og du kan tilgodese de fleste behov.  

Med få ingredienser kan du tilbyde dine gæster flere kaffetyper. Ofte er der ikke meget, der differentierer kaffetyperne, men de små forskelle er med til at gøre hele forskellen for dine kunder. Denne guide giver dine tjenere viden om varianter af espressokaffe, herunder ingredienser, blandingsforhold og serveringskop.

Fundamentet for kaffevarianterne
For at få succes med dine kaffevarianter skal du have godt styr på fundamentet. De fleste kaffetyper er baseret på espresso, vand og mælk, og det er vigtigt, at grundingredienserne er tilberedt korrekt på en god espressomaskine.  

En espresso skal brygges under tryk på 9 bar med mindst 7 gram bønner med en gennemløbstid på 20-25 sekunder. Den perfekte vandtemperatur er under kogepunktet på 87-93 grader.

I de fleste kaffetyper må mælken ikke være varmere end 65 grader, da den ellers bliver for sød i smagen. Skal du bruge mælk uden bobler, sænker du tippen på steameren langt ned i kanden. Skal du bruge en cremet og silkeblød mælk med små mikrobobler, bør du holde steamertippen tæt på overfladen under hele varmdampningen.

Det rette miks af kaffetyper
Du behøver ikke have alle ovenstående kaffevarianter i dit kaffesortiment, men det udstråler professionalisme, at du kender forskel på de forskellige typer af kaffe, og hurtigt kan imødekomme kundens kaffeønske. Før du serverer kaffen, så husk at tilbyde noget sødt til kaffen.

Herunder et hurtigt overblik over kaffetyperne

Espresso – opkvikker med Ristretto eller Lungo


En espresso er et lille shot af koncentreret kaffe, der kan drikkes i en mundfuld. Men espresso er ikke bare espresso. Den garvede barista ved, at smagen kan påvirkes alt efter, hvor hårdt bønnerne bliver stampet før brygning.

Du kan opnå en mere koncentreret espressosmag ved at stampe bønnerne hårdt før brygning. Derved løber der mindre vand gennem bønnerne – det kaldes en ristretto espresso. Ønsker du derimod at servere en mild espresso, kan du nøjes med at stampe bønnerne knap så hårdt. På den måde løber der næsten dobbelt så meget vand gennem bønnerne, og du får en i stedet en lungo espresso.  

Hos BKI kan du vælge hele espressobønner fra Enzo eller Mountain.

Caffé latte – den populære klassiker

En latte er den kaffetype, som de fleste danskere bestiller, og den er derfor et must på kaffemenuen.

Caffé latte består af 1/3 espresso og 2/3 varmdampet mælk med ganske lidt mælkeskum på toppen. Den samlede mængde er cirka 3 deciliter. Server denne kaffevariant i et højt glas – eventuelt med en ske til. 

Cappuccino - en cremet favorit 


Cremet og fyldig er nøgleordene i cappuccino, som er en eftertragtet kaffetype. Efterspørger din kunde lidt mere kaffesmag end caffé latten kan tilbyde, er en cappuccino et godt valg.

Kaffetypen består af 1/3 espresso, 1/3 varmdampet mælk og 1/3 tyk mælkeskum. Mælk og skum udgør tilsammen omkring 1 deciliter. Server cappuccinoen i en bred kop og drys eventuelt med lidt chokolade eller kanel på toppen.

Americano – alternativet til sort kaffe


Denne kaffetype kom til Europa under 2. verdenskrig. Den fik sit navn, fordi amerikanske soldater fortyndede kaffen, som de mente var for stærk i Europa.

Denne kaffevariant minder om almindelig kaffe, men den har en crema, som gør den lidt blødere end sort kaffe. En Americano består af 1/3 espresso og 2/3 varmt vand. Server den i et mellemstort kaffekrus.

Latte Macchiato – pletkaffe i lag


En latte macchiato er en trefarvet kaffe med såkaldte espressopletter. Macchiato betyder plettet på italiensk, og deraf har kaffen fået sit navn. Det kræver øvelse at fordele kaffe og mælk i lag. Start med at hælde 1/3 varmdampet mælk uden bobler i bunden af glasset, top med 1/3 mælk med skum og afslut med af hælde et shot espresso forsigtigt i. Espressoen vil falde gennem skummet og placere sig i midten af glasset oven på den varme mælk. Server i et højt gennemsigtigt glas.

Kaffetypen er ikke at forveksle med en macchiato uden latte, da det er en dobbelt espresso med en smule mælkeskum på toppen, som holder på kaffens varme og aroma. Den serveres i en mindre kop.  

​Mocha – et strejf af chokolade i kaffen

 

Forsød kaffen en anelse med chokolade i kaffetypen mocha. Den består af én espresso med varmdampet mælk og lidt chokoladesirup eller varm chokolade.

Afslut med mælkeskum eller flødeskum på toppen, og server mochaen i en stor rund kop.

Flat White – latte med mere kaffesmag


Denne kaffevariant minder til forveksling om en caffé latte. Den adskiller sig lidt ved at have mindre mælk og dermed lidt mere kaffesmag end caffé latten.

Den består af espresso og varmdampet mælk helt uden skum. Den kan serveres både i højt glas eller i en rund kop.

Café au Lait – en mild caffé latte


Kaffevarianten café au lait stammer fra Frankrig, hvor det oprindeligt er filterkaffe blandet med varm mælk. I Danmark laver vi den på espresso med mælk, der næsten er kogende.

Kaffetypen minder om en caffé latte, men den er en anelse rundere i smagen på grund af mælkens høje temperatur, og mælken er helt uden skum. Blandingsforholdet er 50/50 kaffe og mælk, når den laves på filterkaffe, men lavet på espresso skal der blot bruges 1/3 espresso. Server denne kaffetype i en stor rund kop.

Espresso con Panna – espresso med flødeskum


I denne italienske kaffetype er smagskontrasterne tydelige. Hovedingredienserne er lige dele af espresso og flødeskum, serveret i en lille kop. Den kan dog også laves med dobbelt espresso.

Espresso con panna kan også gå under navnet café vienne eller café viennois alt efter hvor i verden, den bliver bestilt.

Cortado – stærk espresso med mælk


Kaffevarianten cortado er populær i Spanien og Portugal. Den består af en dobbelt espresso, der er toppet med varmdampet sødmælk uden skum.

Den færdige kaffedrik fylder ikke mere end 1 deciliter og kan serveres i en kop, der favner dens størrelse.

Tilbage til toppen