Brygmetoder

Kaffeviden / Brygmetoder

Stempelkande

Når du laver kaffe i en stempelkande, er det en god ide, at skylle glaskanden i varmt vand inden brug, for at varme den op. Brug groftmalede bønner. Vi anbefaler 7 g pr. 1½ dl vand. Brug vand, som er omkring 96º. Når du har hældt vand over bønnerne, er det en god ide at røre i kaffen, så vand og kaffe bliver blandet. Lad det tække i 4 minutter og tryk stemplet langsomt i bund. Vent gerne et minut inden den første kop hældes op og nydes.

 


Mokkakande

Fyld frisk vand i i den nederste del af kanden, til sikkerhedsventilen. Brug en fintmalet kaffe, der kværnes meget ensartet, og næsten ligeså fint, som til en espressomaskine. Fyld kaffetragten med kaffe, så der er en jævn overflade, som flugter med kanten. Pas på ikke at ”pakke” kaffen for tæt. Skru kaffeholderen fast på den nederste del og luk tæt. Sæt mokkakanden på et varmt blus. Når du kan høre, at kaffen begynder at brygge, skruer du ned for varmen. Hvis du lader kanden spilkoge gennem hele processen, får du en mere bitter kaffe. Når lyden fra kanden bliver tiltagende og spruttende, skruer du ned for dit komfur og venter, til den er helt færdig.


Espressomaskine

En Espresso kræver en meget fint formalet kaffe. Den optimale Espresso opnås ved, at vandet løber gennem kaffen på 25-35 sekunder, så tilpas kaffens formaling efter det. Også det tryk man stamper kaffen med har indflydelse på gennemløbstiden. Normalt er et tryk på 20-22 kg - et godt fast tryk - tilpas, men eksperimentér også her, så gennemløbstiden optimeres.


Chemex

Med Chemex får du en enkel kaffe. Meget intens og ren smag uden bitterhed, blandt andet fordi der bruges et særligt tykt kaffefilter. Filteret placeres i kandens hals. Der bruges cirka 1 liter, 96º C varm vand, til 60 g kaffe. Kaffen skal være fintmalet. Vandet hældes langsomt over kaffen, i flere omgange, så vandniveauet holdes. Den samlede bryggetid skal være cirka 4 minutter.


Tilbage til toppen