<p>- Servicechef</p>
Jesper Bjørn Andersen
Jesper Bjørn Andersen

- Servicechef

Gode råd til opstart af din kaffemaskine efter længere pause

Holder I nogle gange ferielukket på din arbejdsplads? Måske henover jul, sommerferie eller blot en periode, hvor du og dine kollegaer af en bestemt årsag ikke har været på arbejde. Når arbejdspladsen er tom, betyder det også, at jeres kaffemaskine holder ferie. Og ligesom for os andre kræver det lidt ekstra opmærksomhed for jeres kaffemaskine at komme ordentligt op i omdrejninger igen efter en længere pause.

Der er derfor en række forholdsregler, du kan tage dig, når I vender tilbage og kaffemaskinen skal genopstartes. Dermed kan du sikre, at maskinen har det godt og kaffen smager som den skal – til glæde for dig og dine kollegaer, der møder ind og skal i gang igen efter en periode væk fra arbejdspladsen.

Er kaffemaskinen ordentligt rengjort?

Det betyder meget for kaffens smag, at din maskine er ordentligt rengjort. Derfor er det vigtigt at få maskinen ordentligt startet op med en grundig rengøring, så den igen kan forsyne jer alle med kaffe. Vær opmærksom på:

  • En maskine, som tilfører mælk til kaffen, skal rengøres særligt grundigt – også selvom du gjorde det, inden du lukkede ned.
  • Det kan være en god idé at rengøre kaffemaskinen to gange inden opstart.
  • Alle nødvendige indvendige dele i maskinen skal også rengøres – særligt de dele, der potentielt er i kontakt med frisk mælk.
  • Alle maskiner har godt af at få en gang vand kørt igennem inden brug.

Er kaffemaskinen klar til opstart?
Kalk kan både gå ud over maskinen og kaffens smag. Selvom maskinen ikke har været i gang, kan filtre og dele være kalket til grundet kontakt med stillestående vand. Vær opmærksom på:

  • Alle maskiner med manuel vandpåfyldning bør afkalkes efter en længere pause – selv almindelige kolbemaskiner eller automater, der kun leverer kaffe og vand.

  • For alle maskiner med automatisk vandindtag, og som er installeret med et afkalkningsfilter, er det en god idé at tappe minimum en liter vand ud af udluftningshanen, da vandet i kalkfilteret har stået stille i længere tid. Læs mere om, hvordan du opretholder hygiejnen i dit kalkfilter.

Hvad med kaffen og tilbehøret?
Der er naturligvis forskel på, hvor længe I er væk fra arbejdspladsen, men det er altid en god idé at sikre, at kaffen og tilbehøret er friskt, så kaffeoplevelsen er så god som muligt. Vær opmærksom på: 

  • Kaffe, der har stået åbent, smides væk, og en ny pose åbnes. Dette gælder også kakao, mælkepulver og andre produkter. 
  • Hvis I har en maskine med hele bønner og f.eks. kakaopulver, skal du udskifte både bønner og kakao fra beholderne og fylde nyt på. 
  • Tjek holdbarhedsdato på dine øvrige tilbehørsprodukter, og smid de produkter ud, der har overskredet dato. 

 

Er der tekniske problemer? 
Nogle gange skal der mere til end rengøring og afkalkning. Hvis du møder ind til en kaffemaskine med tekniske udfordringer, kan du altid kontakte vores tekniske afdeling, så vi hurtigt kan hjælpe – og du og kollegaerne hurtigt er sikret kaffe til arbejdet. 

Hvis du har spørgsmål til rengøring og opstart af din kaffemaskine, er du også altid velkommen til at kontakte vores tekniske afdeling på servicebki@bki.dk eller telefon 86 29 22 99

 

 

Tilbage til toppen