Danskerne elsker kaffe og med store mængder af kaffe følger store mængder af kaffegrums.

Oftes smides kaffegrums i skraldespanden med det samme og det er en skam. Der er nemlig mange gode måder at udnytte kaffegrumsen på.

Vi har samlet en række gode råd fra vores følgere på Facebook, som vi håber, andre kan få glæde af.

 

 

Mod uønskede gæster

Vi har fået det gode råd, at bruge kaffegrums mod katte, snegle og myrer. Grumsen fordeles i havens bede, hvor dyrene skal holdes væk fra. Der er duftstoffer i kaffen, som dyrene ikke bryder sig om. Da duftstofferne hurtigt dæmpes udendørs, skal der drysses kaffegrums ud ofte. Fordelen ved kaffegrums er, at det gøder jorden, modsat f.eks. salt som gør jorden ufrugtbar.


Suppler din kompost med kaffegrums

Kaffegrums er et godt tilskud til komposten. Den tekniske forklaring er, at kaffegrums er rig på kvælstof og giver bakterierne den energi de behøver, for at omdanne organisk materiale til kompost. 


En duft af roser og kaffe

Roser kræver meget vand, gødning og kaffe mens de vokser. Et gammelt husråd siger, at kaffegrums under roserne holder lusene væk. 

Vi ved ikke om det holder 100%, men det er rigtigt at kaffegrums er meget næringsrigt og gavner jordens mikroliv, og jo bedre roserne har det, jo bedre er de rustet mod sygdomme.

 


Rene hænder med kaffegrums

Det kan være svært at få rene hænder, hvis man arbejder med olie og andet genstridig snavs. Kaffegrums er et godt rensemiddel. Det renser huden og samtidig plejer olien i kaffen hænderne, så huden efterlades ren og blød.


Kaffegrums og gulerødder

Gulerodsfluen holder ikke af kaffe. Så derfor dine gulerødder sammen med kaffegrums for at undgå orm. Husk at supplere med grums løbende, så gulerødderne får lov at gro i fred.


Kaffegrums til opvasken

Ligesom til rengøring af hænderne er kaffegrums også godt til rengøring af gryder og pander, hvor snavset er lidt svært at få af.


Kaffegrums mod dårlig lugt

Er der dårlig lugt i dit køleskab, et skab eller eventuelt i bilen? Så kan kaffegrums også hjælpe. Placer en åben beholder med kaffegrums, hvor den dårlige lugt er og i løbet af få timer vil det afhjælpe problemet.


Tilbage til toppen