Ingredienser 
4 chokolade muffins eller rest af chokoladekage
1 hindbærroulade
2 spsk. kakaopulver
2 spsk. romessens
1 ps. karamel snøre
Hvid chokolade til overtræk
Chokoladeknapper
Popcake-pinde eller sugerør
Evt. sukkerpynt

Tilberedning
Smuldr muffins og roulade i grove stykker i en skål eller foodprocessor. Tilsæt kakaopulver og romessens. Rør til massen har samlet sig – det tager op til et par minutter. Hvis det ikke rigtigt vil samle sig, så tilsæt en skefuld hindbærmarmelade.

Når massen har samlet sig, tager du en lille smule op i hånden (i den størrelse du gerne vil lave kopperne) og triller en ensartet kugle. Kuglen trilles til en cylinder og trykkes i begge ender, så den får form som en kop. Brug enden af en teske til at trykke en fordybning til chokoladeknappen.

Klip stykker af karamel snøre til hankene på kopperne og sæt dem fast.

Sæt eventuelt kopperne på køl, massen bliver mere fast og derfor nemmere at arbejde videre med.

Smelt den hvide chokolade over vandbad. HUSK at temperaturen på hvid chokolade ikke må overstige 45 grader.

Når chokoladen er smeltet, tager du kage-kopperne ud af køleskabet og sætter dem på pind – dyp evt. pinden i chokoladen inden du stopper den i hullet for at fæstne den.

Dyp kopperne i chokolade og få dækket det hele med et fint lag chokolade – hjælp eventuelt med en ske.

Sæt kagerne i et krus med sukker eller kaffebønner, mens de størkner. Pynt med en chokoladeknap på toppen og sukkerpynt på siden. Fjern chokolade dryp af bunden med en knivspids, så bunden af koppen fremstår skarp.

Sæt kagerne på køl igen og vent på, at det er tid til at servere.

God fornøjelse 

 

 

 

 

Tilbage til toppen